JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Kampagneaktiviteter - kort fortalt

Nr. 21 september 2006

Nedtællingen til 2007 er gået i gang. Med posten har det fynske turismeerhverv modtaget en folder fra Fyntour, der kort beskriver alle kampagnemuligheder i det nye år med indhold, priser og formater. Tilmeldingsfrist er den 2. oktober.

 

Særligt fokus på "Det Gode Liv"

Fonden Fyntour inviterer igen til samarbejde om markedsføring af Fyn og har i år defineret en række konkrete og meget målrettede aktiviteter på Fyns nærmarkeder.

Er erhvervet interesseret i andre initiativer, er Fyntour naturligvis parat til at indgå i en dialog. 

Fyns vigtigste markeder er fortsat Danmark, Tyskland, Norge, Sverige og Holland, og i indsatsen i forhold til alle disse lande indgår Fyn Magasinet som den røde tråd. Magasinet udkommer på fire sprog; dansk, engelsk, tysk og hollandsk, og ’det gode liv’ i form af aktiv ferie og oplevelser i alle afskygninger får særlig fokus i både tekst og billeder.

I 2006 har en fotograf været rundt på Fyn og øer og taget ikke mindre end 600 nye billeder, som skal visualisere den fynske egenart. Også distributionen af de i alt 300.000 magasiner får høj prioritet.

I Danmark udgives tillige en ’OplevFyn-avis’, der distribueres i Østjylland og Nordsjælland. Og Fyn er med på messer og udstillinger, hvor målet er at konkretisere ’det gode liv’. 
 
Fyn i udlandet

’Det gode liv’ er også omdrejningspunktet i kampagner i Tyskland, og indstik med konkrete oplevelsestilbud til målgruppen 50+ distribueres i livsstilsmagasiner.

Denne model blev påbegyndt i år og har vist sig at bære frugt. Det samme gælder presserejser med besøg af relevante medier og deltagelse på KielerWoche.

Også i Norge er dette fokusområde centralt i indstik i livsstilsmedier og invitation til presseture. I Sverige sætter Fyntour til gengæld i højere grad fokus på børn og børnefamilier, og børnetillægget distribueres som indstik i det svenske magasin Ikea Family.

I både Norge og Sverige er Fyn også med på de store rejsemesser. I Holland går Fyn meget målrettet efter campisten og lystfiskeren, og planen er gennem Havørredfyn-projektet at deltage på den største lystfiskermesse Visma.
 
Tilmeldingsfrist for kampagner er den 2. oktober.

Mere information: Marketingchef Henrik Lund, Fonden Fyntour, tlf. 66 13 13 37. Download folder her