Slotte og herregårde ruster sig til fremtiden
Nr. 17 Januar 2006
En interviewrunde, som Center for Oplevelsesudvikling netop har gennemført, viser, at der blandt de danske slotte og herregårde er et stort ønske om netværksdannelser og faglig sparring.
Danske slotte og herregårde udgør i dag et væsentligt element i tilbudet til oplevelseshungrende turister. Flere og flere slotte og herregårde bevæger sig ind på turismeområdet for at skabe nye indtjeningsmuligheder, der kan sikre fortsat udvikling og vedligeholdelse af fælles kulturarv. Men hvordan agerer man inden for et nyt forretningsområde, udvikler nye oplevelsestilbud og sikrer økonomisk bæredygtighed? I efteråret fik Foreningen Danske Slotte og Herregårde i samarbejde med Center for Oplevelsesudvikling bevilget turismespydspidsmidler til at igangsætte et forprojekt til et kompetenceudviklingsprojekt for slotte og herregårde. En interviewrunde, som Center for Oplevelsesudvikling netop har gennemført, viser, at der blandt de danske slotte og herregårde er et stort ønske om netværksdannelser og faglig sparring.
Karakteristisk for de danske slotte og herregårde er deres forskellighed, både i organisering, ejerskab og aktiviteter. Nogle er indrettet som museum, tilbyder events, møde- og konferencefaciliteter, andre tilbyder overnatning i form af hotel, bed and breakfast m.m., mens andre igen kun har parkåbent. For at afdække behov og ønsker på det enkelte sted iværksatte Center for Oplevelsesudvikling i efteråret en interviewrunde med besøg på ca. 35 slotte og herregårde fordelt i hele Danmark.
Resultaterne fra interviewrunden er ikke endelig bearbejdet, men der tegner sig et billede af nogle af de vigtigste ønsker hos medlemmerne. Mange ønsker flere netværk og mere viden om strategi, markedsføring, brug af internettet, fondraising og studieture.
Forprojektets resultater skal danne baggrund for indholdet i det endelige projekt, der forventes igangsat i 2006 med to temadage og en studietur. I 2007 er det planen at supplere aktiviteterne med et dyberegående læringsforløb, blandt andet baseret på viden og erfaringer fra det 3-årige kompetenceudviklingsprojekt ODA – Oplevelsesudvikling i Danske Attraktioner.
Med i den nuværende styregruppe er tre repræsentanter for foreningen Danske Slotte og Herregårde, Odense Bys Museer, en repræsentant fra Center for Oplevelsesudvikling og en projektleder.
Mere information:
Karen E. VestergaardCenter for Oplevelsesudvikling
mail: kev@fyntour.dk