JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Ny cykelguide om Østersøruten

Nr. 14 august 2005
Den 800 km lange og smukke Østersørute er i år blevet gennemcyklet på kryds og tværs. Dette arbejde danner grundlag for en splinterny og opdateret guidebog, som fremover skal distribueres til cykelentusiaster i hele Europa.

Billede
Den nye cykelguide erstatter den første udgave fra 2000. Alle fakta-oplysninger er opdateret med nyt om cykelværksteder, udlejning, seværdigheder m.m. Nye informationer er kommet med - blandt andet om trafiktæthed. Også flere strækninger er kommet til; på Fyn er guiden udvidet med en ny rute på Nordfyn, der går gennem Middelfart, Bogense, Odense, Kerteminde og Nyborg. Hermed er Odense Fjord i den nye udgave blevet en del af ruten.
Guidebogen udgives af Verlag Esterbauer - Europas største udbyder af cykelkort og cykelguide, der via et omfattende distributionsnet sikrer salg i hele Europa - blandt andet til i alt 11.000 boghandlere i Tyskland. Udgivelsen sker i et samarbejde med Fonden Fyntour, Østdansk Turisme og RST i Sønderjylland.

Danmarks smukkeste

Østersøruten har ry for at være Danmarks smukkeste cykelrute. Og ikke uden grund. Her oplever cyklisten fantastiske havudsigter, sejler med færger mellem småøerne og tager turen over broer. Ruten er varieret og dækker lige fra skovklædte fjordlandskaber i Sydøstjylland til det Sydfynske Øhav, Knuthenborg Safari Park på Lolland og Møns Klit.

Den nye cykelguide koster kr. 99,- .

Mere information: Henrik Lund, tlf. 63 11 87 16, e-mail: hl@fyntour.dk