JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Deltagere i nyt mødekoncept på jagt efter inspiration

En studietur til Salzburg gav ny inspiration. Samtidig dokumenterede turen, at når det gælder nytænkning inden for mødekoncepter er Fonden Fyntour og selskabets partnere med helt fremme.

Billede
Som led i udvikling af et nyt mødekoncept - H.C. Andersen Meeting & Conference Concept - deltog repræsentanter for en række fynske hoteller og mødesteder, undervisningsinstitutioner, Odense Bys Museer, VisitDenmark og Fonden Fyntour i en studietur til Salzburg den 12.-14. juni. Besøget omfattede møder med østrigske turistorganisationer og MICE-arrangører og havde til formål at undersøge, på hvilken måde byen gør brug af sit berømte bysbarn Mozart, som fylder 250 næste år.
                     
Der var megen ny inspiration til samarbejdskonstellationer, underholdning og galla-arrangementer. Til gengæld har byen ikke gjort brug af musikken som læringsredskab i møde- og konferencesammenhænge. Den internationale stiftelse Mozarteum arbejder for at sikre og bevare arven efter Mozart, og en repræsentant for organisationen fortalte om musikkens betydning for læring i forhold til skoleelever og i behandlingssammenhænge, men bortset fra det anvendes Mozarts musik først og fremmest som et festligt og flot supplement til møder og konferencer, siger projektleder Dorthe Simonsen.

Kick start

Billede
Starten gik den 31. maj for det nye fynske mødekoncept med H.C. Andersen som omdrejningspunkt. Odense Congress Center lagde lokaler til det første fælles møde, hvor projektets formål og grundbegreber blev præsenteret, og deltagerne diskuterede mødemiljøer, teknikker og fremtidens trends. 16 fynske møde- og konferencehoteller har valgt at deltage i projektet, og sammen med Fonden Fyntour og en række eksterne partnere er de gået sammen for at udvikle et nyt mødekoncept, der skal differentiere Fyn fra resten af landet.

Projektet tager udgangspunkt i de to andre projekter - ”Fremtidens Mødekoncept” og ”Det lærende møde”, og indsatsen er tostrenget. Den ene del består i udarbejdelsen af det egentlige mødekoncept, herunder bl.a. et idékatalog med forslag til, hvordan H.C. Andersens teser, moral og fortælleteknik kan bruges i møde- og konferencesammenhænge samt en leverandørliste. Den anden del drejer sig om kompetenceudvikling af frontpersonale på hoteller og konferencesteder.