JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Tv-selskaber står i kø for at filme Fyns herligheder

Den sidste halvdel af juni er Fyn i søgelyset hos både tysk, hollandsk og italiensk tv. To dages live-tv til NDR3 skal for alvor indfange den fynske sjæl.

Billede
Links
Den 27. og 28. juni medvirker Fyn i en liveudsendelse på det populære program DAS!, som sendes dagligt til mange millioner nordtyskere. Om mandagen den 27. juni rettes kameraernes linser mod H.C. Andersen-kvarteret med paraden, museet og Kramboden i Nedergade. Dagen efter kører den tyske sendevogn til Kerteminde, hvor Restaurant Rudolf Mathis, fynsk gastronomi og Fjord & Bælt er i fokus.

 Et 15-mand stort tv-hold er med på Fyn og optager forinden sekvenser rundt om på Fyn til at krydre de direkte udsendelser. En cykelturist på de snirklede landeveje og en lystfisker i vandkanten – forhåbentlig med havørred på krogen er blandt oplæggene.

Et stort planlægningsarbejde ligger til grund for de direkte udsendelser, men arbejdet er indsatsen værd. Fyn-indslagene er i annoncekroner flere hundrede tusinder kroner værd, vurderer pressechef Suzette Ascot, Fonden Fyntour. Interesserede kan se med på tysk tv fra kl. 14 den 27. juni.

Fotogene Fyn

Billede Suzette Ascot, Presseansvarlig
De levende billeder præger i øjeblikket arbejdet i presseafdelingen hos Fonden Fyntour. Et italiensk og et hollandsk tv-hold er på rejse gennem Danmark, og den 23. juni lavede de optagelser på Fyn. Hollandsk tv forsøgte at indfange slotte, herregårde og H.C. Andersen, mens det italienske tv-hold rettede fokus mod landskaber og fynsk hygge. Senere på sommeren kommer endnu et tysk tv-selskab ”Ostsee Rapport”, som også tidligere har filmet på Fyn.
                     
H.C. Andersen er som ofte trækplastret, men tv-selskaberne kommer vidt omkring på øen. Det sørger Suzette Ascot for, og hun gør en stor indsats for at vise, at Fyn er andet og mere end H.C. Andersen. I samarbejde med de enkelte selskaber tilrettelægges hver gang individuelle besøgsoplæg med kontaktpersoner og aktiviteter, der både tilgodeser seerne - og Fyn.