JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Ny turismeportal samler viden og erfaringer

På adressen www.videnomturisme.dk kan dansk turismes aktører udveksle erfaringer med kollegaer eller finde vej til analyser og rapporter.

Billede Jane Hansen   Projektkonsulent
Hvordan etablerer man et attraktionssamarbejde, hvad skal man huske og tage højde for i forbindelse med messedeltagelse, miljøcertificering og meget mere?

Svarene findes på den nye turismeportal, som på tværs af geografi og brancher er udviklet af erhvervet for erhvervet.

Globaliseringen byder på nye krav, og skal de imødekommes, er det vigtigt, at det danske turisterhverv står sammen og delagtiggør hinanden i, hvad der er gået godt eller mindre godt. Det er idéen bag den nye hjemmeside, som giver erhvervet et konkret redskab til videndeling og kompetenceudvikling. Hjemmesiden er også et nyttigt værktøj for nyetablerede virksomheder og iværksættere.

Målet er først og fremmest at give hele branchen et kompetenceløft og skabe dialog mellem turismens aktører.

Alle bør bidrage

Billede
Fonden Fyntour er løbende blevet orienteret om portalen, og udviklingschef Jane Hansen, Fyntour synes, at projektet er en god idé.

- Vi behøver jo ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang. Der er megen synergi i at hente viden og erfaringer i tidligere udviklingsprocesser rundt om i landet. Hjemmesiden er under udvikling, og der er tale om en proces. Succesen afhænger af erhvervets vilje til at bidrage, men jo flere der gør det, jo større effekt får hjemmesiden. Det er gratis at være med, og jeg vil gerne opfordre de fynske virksomheder til at dele viden og erfaringer med kolleger fra hele landet.

www.videnomturisme.dk er udviklet i et samarbejde mellem de fire jyske regionsselskaber (Østjyllands Turistudviklingsfond, Midt-Nord Turisme, Turistgruppen Vestjylland og Regionselskabet Sydøst- og Sønderjylland), Aalborg Universitet, Det Danske Erhvervsakademi i Randers samt 20 private virksomheder.