JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Ny mand, nye tanker

Der skal tænkes mere kommercielt, og produkterne skal gøres lettere tilgængelige.

Tænk mere i salg

Billede Henrik Lund     Projektkonsulent          Aktiv Ferie
Det mener Fyntours nye medarbejder inden for tematurisme.

Den 1. januar startede konsulent Henrik Lund, 37 år, hos Fyntour, hvor han er ansvarlig for arbejdet med tematurisme og aktiv ferie. Med en mangeårig baggrund som eksportsælger og markedsansvarlig for Norge, Sverige, Holland og Tyskland samt hang til aktiv fritid er Henrik Lund umiddelbart godt rustet til jobbet. Han har selv cyklet, fisket og roet i flere lande og er parat med nye idéer.
    
Jeg mener, det er vigtigt at tænke mere i salg. Der er generelt for mange flotte ord og for lidt indhold i meget turistmateriale. Materialet skal gøres mere konkret, og det skal være meget lettere for turisterne at købe de fynske turismeoplevelser. Det skal først og fremmest ske via nettet.

Soft adventure

Billede Cycling for Softies
Henrik Lund foreslår desuden at udvide cykelproduktet til at omfatte en bredere målgruppe end børnefamilier og seniorer.
    
Fyn er ideel til mountainbike, og der er i Fyns varierede landskab gode muligheder for at udvikle soft-adventure turisme, der også henvender sig til et yngre segment.

Det skal også være muligt at kombinere sin ferie med nogle dage på cykel. For eksempel i et tættere samarbejde med de mange lokale cykelklubber på Fyn, der arrangerer weekendture.

Jeg mener også, at Fyn har et stort uudnyttet potentiale inden for havkajak og golf. Golfturisme har ofte været oppe at vende, men potentialet er større. På Fyn ligger banerne tæt, og der er mange. I skuldersæsonerne mener jeg, at der er gode chancer for at få fat i nordmænd og svenskere, som først senere på sæsonen kan spille på deres egne golfbaner.